Danmarks Veteraner

Lokalforening Nordvest

Danmarks Veteraner

Nijmegenmarchen 2023

Veteran

Her er et tilbud du simpelt hen ikke kan sige nej til!
Veteranstøtten deltager igen i 2023 med hold til Nijmegenmarchen

Igen i 2023 får du chancen for at udfordre dig selv, få oplevelser for livet, møde andre veteraner, så hvis du vil deltage på Veteranstøttens hold er kravet, at du har viljen til at kunne og du vil yde 100 % til det sociale samvær under mottoet:

Veteraner støtter Veteraner

så lover Veteranstøtten, at du netop vil få de oplevelser for livet samt at du vil nyde godt af kammeratskabet med andre veteraner samtidig med, at du deltager i Nijmegenmarchen, koordineret af Veteranstøtten.

Nijmegenmarchen (15. – 22. juli 2023)

Nijmegenmarchen (4 x 40 km. med 10 kg. vægt på ryggen), afholdes i det skønne hollandske terræn. Her kan du opleve den helt specielle stemning, når 1 million tilskuere hepper på dig og de andre 50.000 marchdeltagere gennem ruten.

På turen får du et godt kammeratskab med andre veteraner. Ligeledes hyggeligt, socialt selskab med de andre marchdeltagere også veteraner fra andre lande.
Frem for alt har du konstant opbakning fra de mange venlige interesserede hollændere, som altid er gode for opmuntrende bemærkninger.

Efter dagens etape skal du være indstillet på at yde mindst 100 % til det sociale samvær og dele dine oplevelser med de andre veteraner under de hyggelige stunder holdet har efter dagens strabadser.

Men før du gennemfører ”Marchernes Tour de France” skal du gennemføre et træningsprogram for at gennemføre de 4 x 40 km. samt gennemføre en kontrolmarch på 2 x 40 km.

Du skal anmode om at holde fri/ferie således:

  • 12. – 14. maj 2023                             Kontrolmarch Aarhus
  • 15. – 22. juli  2023                             Nijmegenmarchen

(Ved ansøgning skal du sikre ved arbejdsgiver, at du kan få fri til de 2 ovennævnte obligatoriske arrangementer)

Inden du ansøger, skal du gøre det klart for dig selv, at under Nijmegenmarchen er du iklædt uniform med ekstra 10 kg. på ryggen og derfor skal du også være indstillet på at:

  • Kunne fungere på et hold
  • Være ”holdspiller”, hvor der også er overskud efter dagens etape
  • Have overskud til at hjælpe en kammerat, hvis behov opstår
  • Udvise en opførsel som ikke kompromitterer Veteranstøtten eller Danmarks ry
  • Være indstillet på, at du på et hold er indtrådt og derfor må indstille din kadence efter de øvrige på holdet

At gennemføre de 4 x 40 km. er ikke noget du bare gør uden sur træning i al slags vejr, du kan læse artikler fra tidligere Nijmegenmarcher på denne HJEMMESIDE under nyhedsarkiv.

Veteranstøtten sørger for al logistik herhjemme som i Holland med hensyn til iklædning, indkvartering, forsikring, transport til Holland med meget mere.

Finder du, at du er ”fit for fight” og kan klare ovenstående, også deltage i det sociale samvær, skal du senest 23. januar 2023 have ansøgt og udfyldt alle punkter påansøgningsskemaet på denne hjemmeside https://veteranstøtten.dk/nyheder/nijmegenmarchen-2023/.
Nærmere detaljer vedr. marchtræning m.m. og hvad der videre skal ske, vil tilgå dig i begyndelsen af februar.
Evaluering af Nijmegenmarchen 2023 er i september. Tid og sted tilgår senere.

Evt. spørgsmål rettes til koordinator Carl Åkerlund på mail caa@danmarksveteraner.dk